onsdag den 6. april 2011

Koldblodig Morder & Sønner A/S


Hans indtægtskilde er pengeafpresning, harsardspil og bookmaking. Han bestikker politi, bureaukrater og politikere. Ingen af hans sønner træder ind i hans virksomhed uden først at blive mordere.

The Godfather
 er Mario Puzos velskrevne historie om Don Vito Corleone, overhoved for en af New Yorks farligste mafiafamilier. Han har tre sønner, hvoraf de to ældste, Sonny og Fredo, arbejder for ham. Den yngste, faderens yndling og familiens lille prins, Michael, har altid været en oprører. Han trodser sin far ved studievalg, kærestevalg og sidst ved frivilligt at melde sig til hæren under Anden Verdenskrig.
Det ser ikke ud som om, der er udsigt til, at Michael nogensinde kan acceptere familiens livssyn og levebrød. Men dette ændrer sig, da Don Corleone bliver udsat for et attentat, som han kun overlever med nød og næppe. Familien frygter, at gerningsmændene vil forsøge sig igen – og det sker faktisk, mens Michael besøger sin far på hospitalet. Sidstnævnte episode bliver dråben, der får bægeret til at flyde over for Michael – han griber til våben og dræber de fjender, der står bag attentaterne.

,,Fredo… du er min storebror og jeg elsker dig… Men tag aldrig en andens parti mod Familien igen… Aldrig!”

Efter at have dræbt en berygtet gangster og den korrupte kommissær, der beskyttede ham flygter Michael til Sicilien. Herfra følger læseren familiens blodige kamp for overlevelse og Michaels skræmmende udvikling fra at være en godtroende ung mand til at være en, der forstår og accepterer familiens normer og værdier. Michael, der engang var den unge idealistiske mand, der tog skarpt afstand fra sin familie, bliver som sin far en koldblodig morder, der frygtes af selv storebroderen Fredo.

INFO
The Godfather af Puzo, Mario 1969
           
/ Enes Kaymak 2t 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar