torsdag den 7. april 2011

Kandiserende tåre


Et tilfældigt møde bliver til en uskyldig flirt, og på bare to uger er John Tyree håbløst forelsket i Savannah. Men John er professionel soldat, og snart er der bud efter ham i et af verdens mange brændpunkter. Kan forholdet bestå, når pen og papir erstatter fysisk kontakt? Vil kærligheden overleve?

Savannah, filmens hovedperson, taber sin taske i vandet fra en mole, men heldigvis er John hurtigt i vandet, for at redde tasken. Sådan starter romancen mellem disse to unge mennesker, og den kommer til at stærk som livet selv. Men der er bare et problem. John er i hæren og er kun hjemme et par uger inden skal tilbage igen. De to uger, som de tilbringer sammen, er magiske og de forelsker sig hurtigt i hinanden selvom der er store modsætninger. John er den hårde type, som ikke har så voldsomt meget tilovers for mennesker, og han har tidligere være lidt af en rod. Savannah er derimod en stille pige. Hun er en pæn pige, som ikke kunne drømme om at bande, og hun bygger huse til folk i nød, og naturligvis passer hun en autistisk dreng.

"And when her lips met mine, I knew that I could live to be a hundred and visit every country in the world, but nothing would ever compare to that single moment when I first kissed the girl of my dreams and knew that my love would last forever."

Dear John er et sukkersødt, romantisk drama, med kærlighed, følelser og krigstid som tema. Men skal være dygtig for at drible de store følelser uden om den fortærskede kliche. Man bliver fuldstændig grebet af filmen, idet kærlighed, krig og følelser kommer frem på en gang. Den eneste måde de kommunikerer på, er ved at skrive breve til hinanden. Et af temaer i denne film er derfor længsel, fordi at papir og pen skal erstatte deres følelser. Tårerne kommer helt sikkert ud, ved at se denne film, især fordi man hele tiden bliver påvirket af deres følelser til hinanden. Når de læser deres breve op fra hinanden, er det rigtig svært at holde tårerne tilbage.

INFO       
Dear John af Lasse Hallström, USA 2010, 108 min.

/Isabella Bech Olesen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar