onsdag den 6. april 2011

Jødernes hævn

Quentin Tarantinos Inglourious Basterds vender 2. Verdenskrig på hovedet og giver krigen et helt anderledes udfald. Hvad nu hvis enten en jødisk kvinde eller en amerikansk eliteenhed bestående af jøder havde slået Hitler ihjel og afsluttet krigen?

Tarantinos film er komponeret med to sideløbende historier: Den ene handler om den jødiske pige Shosanna, der som den eneste undslipper den brutale udryddelse af hendes familie. Hun slår sig derefter ned i Paris, hvor hun åbner en biograf. Det andet handlingsforløb drejer sig om en eliteenhed af amerikanske jøder, hvis formål er at operere langt bag fjendens linjer og at ligge i baghold for tyske soldater, hvorefter Djævlehundene, som de kaldes, slagter tyskerne på makabre måder. De er under ledelse af løjtnant Aldo Raine. De to handlingsforløb bindes sammen med den overlegne og intelligente SS-officer Hans Landa. Han stod bag udryddelsen af Shosannas familie, og så bliver det ham, der får æren af at skulle fange Aldos gruppe. Desuden mødes alle de implicerede parter i historien i filmens slutning.

Each and every man under my command owes 100 Nazi scalps. And I want my scalps. And all y’all will get me 100 Nazi scalps taken from the heads of 100 dead Nazis.

Hævn betyder meget for filmen, både i selve handlingsforløbet, hvor Shosanna forsøger at få hævn over mordet på hendes familie, men også det, at filmen overordnet ses som en symbolsk hævn fra jødernes side over de forbrydelser, der blev begået på dem under 2. Verdenskrig. Tarantino selv siger, at det ikke skal ses som en jødisk hævn, mens en af skuespillerne, der har en jødiske baggrund, udtalte, at det at spille med i filmen var ”som at lave kosher-porno.”
Skuespillet i filmen er af høj kvalitet, specielt spilles Hans Landa helt igennem perfekt af østrigeren Christoph Waltz, der også modtog en Oscar for præstationen. Waltz får Landa til at fremstå utrolig overlegen, hvilket ses mange steder i filmen, dog kommer det tydeligt til udtryk i filmens startscene. Ligeledes spiller Brad Pitt  godt i rollen som Aldo Raine, hvor han snakker med en fed sydstatsaccent.
Kompositionen og klipning i filmen sidder, i vanlig Tarantino-stil, lige i øjet, og det sikrer filmen masser af action og konstant spænding. Specielt filmens opbygning afviger fra andre film, da Tarantino har valgt at inddele filmen i kapitler, der hver især indledes med en titel.  
Tarantino har formået at lave en film, hvor han får 2. Verdenskrig til at slutte på en mildt sagt overraskende måde, og hvor jøderne får deres hævn. Filmen er godt lavet og spækket med super godt skuespil og masser af voldelige scener. Hvis man er en drengerøv med hang til action og vold, er filmen helt sikkert værd at se.

INFO
Inglourious Basterds, 2009, Quentin Tarantino. 153 minutter.

/Peter Trier Jørgensen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar